Endelig er vi på vej mod det eventyr, som vi har set frem til siden før jul.
Jørn så i december en artikel i Touring Nyt om en MC-tur 'Baltikum Rundt' 13-24. juli. Vi har begge haft lyst til at få et bedre kendskab til østeuropa, før regionen kommer til at ligne os alt for meget, men har ikke turdet gøre det på egen hånd, så en guidet tur sammen med en flok ligesindede var lige noget, der kaldte på os.

Vi spurgte pigerne, om de havde lyst til at tage med, og de var straks med på spøgen, så Jørn foretog en forhåndstilmelding for både dem og os.
Da de var hjemme i julen, luftede de planer om at købe lejlighed sammen i København, og vi blev klar over, at deres engagement i ferien kunne blive tvivlsomt, så vi bad Henrik Tang droppe dem – og var bekymrede over, om det kunne resultere at hele turen blev aflyst.
Pigerne realiserede planerne ved køb af en lækker lejlighed på Islands Brygge, og vi hjalp dem med at flytte ind 1. juli – godt at de (og vi) slap for fjorten dage med delt opmærksomhed – nu kunne de fokusere på indretning, og vi på oplevelser.
Da vi modtog det endelige materiale om turen, blev vi overraskede over at deltagerantallet var helt oppe på 36 personer på 29 motorcykler, og Grethe var en smule bekymret over sine evner til at følge med, som relativt nybegynder og på den mindste cykel i flokken. Vi morede os med en gætteleg om de øvrige deltageres alder, med baggrund i navnene, og det så ud til, at vi ville lande nogenlunde i midten.
I øjeblikket er Signe eneste familiemedlem i Danmark. Jens er i Alperne for at paraglide og Mette og Anders er på en smuttur til Rom.