Lørdag 16. juli

Igen måtte vi tidligt op og spiste morgenmad kl. 7 efter at have betalt vores regning i receptionen. (Kalder man det ferie?)

Kl. 8:30 var der afgang, og vi så frem til endnu en varm og solskinsfyldt dag. Vi nød meget at køre gennem en af Europas sidste urskove på vej mod grænsen til Litauen.
Undervejs passerede vi en storkerede med fem unger, og vi stoppede op for at fotografere. Desværre trykkede tre af ungerne sig, så vi måtte nøjes med billeder af de to modigste.

Vi var blevet advaret om at passage af grænsen til Litauen kunne tage op til et par timer, men vi fik lov at køre igennem efter at have fremvist pas og registreringsattest.

Lige efter at vi havde passeret grænsen, begyndte det at regne, og vi kørte ind i et voldsomt uvejr med regn, zig-zag lyn og tordenbrag.
Litauen er et meget fladt land. På grund af uvejret så vi ikke meget af naturen, men det virkede utroligt ensformigt.

Der så meget fattigt ud. Husene var efter vor målestok faldefærdige rønner. Hist og her stod en ensom ko og vi følte os hensat til de tider, hvor en familie kunne (og skulle) have en enkelt ko for at overleve.
I regnen mødte vi en hestevogn med et ældre par, indhyllet i store plastikstykker. Virkelig sølle.

Vi passerede en nyslået græsmark med 'ca. 100' storke. Desværre styrtede det stadig ned, og ingen følte sig motiveret til et foto-stop.
Våde og en smule forfrosne indtog vi vores picnic under nogle træer på en P-plads, og det eneste vi tænkte på, var at komme 'hjem' til hotellet.

Klokken var 17:30 lokal tid (vi havde skiftet tidszone ved krydsning af grænsen), da vi ankom til Hotel Grafaites Svetaine i Ginkunai, og omsider skinnede solen igen. Den sidste del af turen var forløbet i tørvejr, så tøjet, bortset fra handsker og støvler, var igen rimelig behageligt.

Mens Henrik fik os checket ind (der var en del bøvl med at få adgang til svømmehallen uden ekstrabetaling) og vi linede cyklerne op på gårdspladsen, ankom et brudepar, som skulle holde festen på hotellet. Vi benyttede tiden til at tage en del billeder af bruden og lovede at sende dem via mail til hendes bror.

Denne gang så det ud til, at man mente det alvorligt med sikkerheden for os selv og vore køretøjer, for ikke bare var hotel og gårdsplads omkranset af et flere meter højt hegn og port, men yderligere var der to vagter, hvoraf den ene bar pistol. I Polen havde vi godt nok parkeret fornuftigt, men hegnet var ikke mere end én meter højt, og der var kun en enkelt, ubevæbnet vagt.

Vi indtog en rigtig lækker middag i den rustikke restaurant: 'brændenældesuppe', krydret kotelet med kartoffelmos samt gele/pære/flødeskum til dessert. Selv ikke på den 'mest professionelle' restaurant i USA har vi været udsat for så kort tid til at spise, inden servicet (og resterne af maden) var fjernet og næste ret var serveret, men det lykkedes dog for de fleste at få slugt det meste af maden. Spøjst var det, at man ved samme bord kunne opleve, at en person med 'kniv og gaffel' ihærdigt forsvarede sin ret til resten af suppen, samtidig med at hovedparten var i fuld gang med koteletten og en enkelt allerede havde fået serveret desserten!

Efter middagen nød de fleste en øl i det fri, mens vi iagttog et stort selskab (lørdagsbal på kroen?) feste og danse kædedans til noget meget ensformigt musik. Ved 22:30-tiden fortrak vi til værelserne i håb om at få sovet bare en lille smule på trods af larmen fra festen og meget høj temperatur. Heldigvis havde vi fået et værelse med et vindue, der vendte væk fra festpladsen, så vi valgte at holde det åbent. Andre var ikke så heldige og måtte tilbringe natten for lukkede vinduer og med ørepropperne installeret (heldigvis en del af standardudrustningen for Mcister).

Dagens distance: 338 km