Søndag 17. juli

Endnu engang stod vi op kl. 7 for at være klar til afgang 8:30. (Kalder man det ferie?)

Første stop var Korshøjen med flere millioner kors. Højen har fungeret som frihedssymbol for litauerne i sovjettiden. Gentagne gange blev den brændt af og ryddet med buldozere, men hver gang gik der ikke mange nætter, før højen atter var genskabt med nye kors.
Et utroligt syn, der går lige til hjertet, men ikke uventet var der opstillet en lang række salgsboder på parkeringspladsen, og vi passerede også en enkelt tigger på vejen.
Illusionen blev brudt, som så ofte før.

Efter Korshøjen var der ikke langt til den lettiske grænse.

Ved grænsen linede vi op i to lige rækker, og vi holdt så tilpas langt tilbage, at Jørn kunne tage et billede af køen foran toldstedet. Kort tid efter kom en toldbetjent og insisterede på at billedet blev fjernet fra kameraet. Jørn gennemgik sletteproceduren, og betjenten skyndte sig videre for at kaste sig over en anden synder.

Der blev nu bevægelse i køen, og vi måtte rykke fremad. Jørn nåede derfor ikke at bekræfte sletningen, og vi har siden forgæves forsøgt at finde en emailadresse til det lettiske toldvæsen, så vi kan aflevere billedet og hermed dokumentere, at det endegyldigt er slettet.
Grænsepassagen forløb endnu engang hurtigt og smertefrit, og vi kørte på god vej og i fint vejr øst om Riga mod Cesis, som skulle være vores hjem de kommende fire nætter.

Efter at være blevet installeret på hotellet og fået cyklerne forsvarligt parkeret indendørs bag nogle voldsomme porte i en aflukket gård, fik vi en guidet tur i byen med Inuta, en højgravid, dansktalende lettisk guide.

Hun fortalte om flere af husenes historie, hvoraf de fleste var i en sørgelig forfatning. Det var meget tydeligt, at hun var meget stolt af sin by og sit land, glad for at kunne være med til at (genop)bygge landet efter besættelsen. Byen har en meget stor kirke, som skal vedligeholdes og restaureres for private midler, men med en befolkning med en meget lav levestandard og en månedsløn svarende til ca. 2.000 kr virker det som en uoverkommelig opgave. Jørn var et smut inde i kirken for at overvære en korprøve mandag aften – det indre af kirken er endnu mere trøstesløst end det ydre!

Inuta fortalte også om de velstillede familier, der fik konfiskeret deres ejendele og enten blev sendt til Sibirien eller likvideret.

Inuta taler et næsten fejlfrit dansk, og endelig var der en, der spurgte om årsagen. Hun har været au-pair i Sverige i næsten et år og fortsatte derefter i tre måneder Danmark – SåDAN. Hvordan kan det passe, at rigets trediemand efter flere menneskealdre her, stadig ikke evner at gøre sig forståelig på vort modersmål?

Mens vi gik gennem hovedgaden, så vi et optog af hold fra den internationale folkedanserfestival, der var under afholdelse i byen. Vi så mange smukke folkedragter og nød optoget – desværre var der tilsyneladende ikke skandinavisk deltagelse. Inuta kunne fortælle, at folkedans er meget populært i Letland.

Bemærk den skærende kontrast mellem biler og boliger. Dennis, som vi senere skulle møde i Estland, jokede over prioriteringerne - når huset bliver 'træt' og begynder at hælde til en side, sørger man blot for at parkere bilen modsat!

Cesis fejrer næste år 800 års købstadsjubilæum. På torvet er opstillet et stort ur, som tæller dagene. Bystyret har lavet en plan, så der hver x00 dage før jubilæet afholdes en fest i forbindelse med indvielse/afslutning af endnu et byfornyelsesprojekt. Tag et kig på http://www.cesis.lv/eng/ og få et indtryk af indsatsen.
På rundturen så vi flere igangværende og afsluttede projekter.

Tilbage på hotellet fik vi en fin middag og nød efterfølgende den lune sommeraften på terrassen med en kølig pils. Prisen for en halv liter løb op i 10 kr på hotellet, 7,10 kr i pizzarestauranten i hotellets kælderetage og sølle 3,80 på et listigt sted nede i byen!

Dagens distance: 244 km