Mandag 18. juli

Endnu engang tidligt op for at komme på tur kl 9:00. (Kalder man det ferie?)

Vi kørte til landsbyen Veselava for at besøge skolen med 119 elever. Viceinspektøren havde sommerferie, men mødte alligevel op for at fortælle os om det lettiske skolesystem. Vi var blevet stillet i udsigt, at nogle af eleverne også ville være tilstede for at synge og danse for os, men det havde 'desværre' ikke været muligt at tromme tilstrækkelig mange sammen (heldigt for dem!).

På det pædagogiske område fik vi indtryk af, at forskellene til vort samfund ikke er så store, men de fysiske rammer gav stærke minder om vores tid i grundskolen i 50-erne.

Skolen har speciale i behandling af adfærdsvanskelige børn og har succes med det, for som viceinspektøren formulerede det, er det utroligt svært at havne i noget skidt der ude på landet.

Vi fik et kig i IT-lokalet. PCerne var alle forbundet i et netværk – med forbindelse til internettet. Den ene halvdel af maskinerne var, iflg. tyverimærkningen, doneret af et svensk len, den anden halvdel var kommet fra en offentlig organisation i Tyskland. De 'svenske' PCer var forsynet med lettisk tastatur (- der var i hvert fald kyrillisk gravering på nogle af tasterne), mens de tyske havde originalt tastatur. Efter diskussioner og flere målinger blev der opnået enighed blandt tech-nørderne om at skærmene var på 14 tommer (Jørn mente, at den størrelse kun havde været produceret i monokrom udgave). Overraskende nok var næsten halvdelen af maskinerne forsynet med CDROM drev.

Skolen har en kost-afdeling, idet en del elever kommer så langt fra, at de ikke kan overnatte hjemme. Både disse og dageleverne spiser frokost, som leveres af skolen. Det sociale system sikrer, at ingen afskæres fra undervisning, mad eller ophold som følge af familiens økonomi

Besøget sluttede i lærerværelset, hvor vi blev budt på kaffe, chokolade og småkager. Det var endnu engang anledning til eftertanke. Porcelænet var stillet pænt op på et bord i midten af lokalet, i seks grupper – forskellige sæt.

Vi fik under hele turen det utroligt positive indtryk, at der i befolkningen i de baltiske lande generelt er stolthed over, hvad der er nået siden løsrivelsen, at de unge føler medansvar for den fortsatte udvikling.
At vi så som tilskuere føler os sat mindst 50 år tilbage, er sagen helt uvedkommende.

Efter skolebesøget fortsatte vi til en lettisk bondefamilie. De boede meget idyllisk ved en sø og stedet bar præg af, at de har fundet en indtægtskilde i den spirende turisme.

Mandens far var i 1939 startet med opførelse af en selvstændig bygning med sauna, men blev afbrudt, da gården blev konfiskeret af russerne og han deporteret til Sibirien. Han vendte tilbage efter syv år, men kunne selvfølgelig ikke få gården tilbage. Efter Letlands selvstændighed i 1991 kæmpede sønnen i flere år på at få gården tilbage, hvilket nu er lykkedes, bortset fra laden, som han dog har opnået brugsret til.

Familiens plan er at satse på turisme, guidede ture, som vores, men også B&B både i beboelseshuset og i lejligheder, han var i færd med at indrette sammen med saunaen.

De sidste fire km til gården bestod af grusvej. Nogle (incl. Jørn) morede sig ved at køre på vejen, de fleste kunne dog have været vejstykket foruden. Ved starten af grusvejen passerede vi en vejhøvl, som kunne have jævnet vejen for de fleste, men de store motorcykler ville stadig have haft det ubehageligt/ukomfortabelt, og i øvrigt holdt maskinen stille (chaufføren holdt frokost?).

Efter at have spist frokost, af hjemmelavede produkter, et meget velsmagende måltid, kørte vi tilbage gennem Cesis til Raiskums, hvor vi besøgte Alex Rasmussen, som sammen med sine brødre har opbygget en større virksomhed i Letland (incl. det hotel, vi bor på). Det var meget interessant at høre Alex fortælle sin historie (en søgning på internettet giver adgang til en række fyldige besøgsreferater, f.eks dette helt aktuelle http://www.jid.dk/Download/DGL-4-2005.pdf og http://www.danskesvineproducenter.dk/pdf/Svineproducenten/svin0404.pdf)

 

Klokken var efterhånden så mange, at vi måtte skynde os tilbage til hotellet for at blive soigneret til aftenens strabadser.

Kl 18 gik vi til den gamle livonske middelalderborg. Vi blev modtaget af personer iklædt middelalderdragter, mændene afholdt konkurrence i spydkast og styltegang, og inde i slottet blev vi modtaget af ordensmester Walter von Plettenberg. Efter at have set borgruinen blev vi bespist i haven, mens en skønjomfru underholdt os med sang og spil på et citarlignende instrument.

Eventen var sådan set ganske udmærket, men det passer ikke særlig godt for feststemte danskere, langt fra hjemmet, at blive verfet ud i mørket allerede ved 21-tiden.
Vi opførte os pænt og fortrak til hotellets terrasse og nød en enkelt kop øl inden sengetid.
Forinden havde nogle af kvinderne (incl. Grethe) været en tur i borgens souvenirbutik, mens nogle af mændene (incl. Jørn) var blevet åndeligt løftet ved besøg i kirken.

Dagens distance: 100 km