Tirsdag 19. juli

Endnu engang var vi tidligt på færde og kørte 8:30 mod Riga. (Kalder man det ferie?)

Undervejs besøgte vi i Ligatne et rehabiliteringscenter, der indtil løsrivelsen havde en helt anden funktion.

Under bygningskomplekset, som officielt var feriekompleks for udvalgte medlemmer af regeringen og centraladministrationen (hver havde sit personlige værelse), befinder sig en 2.000 kvm stor bunker, som skulle huse samme personer i tilfælde af krig. Byggeriet blev indledt i 1970-erne med russiske soldater som arbejdskraft, så selv lokalbefolkningen ingen viden havde om komplekset og dets formål. Efter færdiggørelsen blev der ansat personale til betjening af VIP-erne, men det var kun en håndfuld personer, der havde viden om, hvor kælderdøren midt i bygningen førte hen, og antallet af personer, der arbejdede dernede, var yderligere begrænset. Det er svært at forstå, at det har været muligt at holde et så stort apparat hemmeligt – det kunne være morsomt at høre, hvor godt NATO var informeret!

Det er helt tydeligt, at bunkeranlægget (endnu) ikke bliver udnyttet efter sit turistmæssige potentiale, for vi måtte passere terapilokaler, konsultationsrum og patientkiosken på vej derned.

Turen i bunkeren var utrolig interessant, da vi endnu engang havde en guide, der var engageret i sit arbejde og havde sat sig ind i stoffet. Vi var så mange, at vi for at kunne høre guiden, men primært på grund af manglende ventilation, blev inddelt i to hold. Vi var heldige begge at være på første hold, for uheldigvis glemte både vi og guiden at holde øje med klokken, og der blev rigtigt gået i detaljen, så andet hold fik kun 60% tid – men de var heldigvis også tilfredse med oplevelsen. Advarslen om dårlig iltforsyning viste sig at være være korrekt, for vi oplevede alle at blive snurrige i hovedet. Der kan tales meget og længe om oplevelserne i bunkeranlægget, men det mest imponerende teknisk var nok at se motorerne fra to T34 kampvogne i fri dressur med opgaven at levere strøm til komplekset. I forbindelse med januarstormen 2005 blev al ekstern strømforsyning afbrudt, og en af de to maskiner blev startet for at levere strøm til både center og lokalområde.

Erik havde åbenbart i sit erhvervsaktive liv forbindelse til PET og underholdt under andet holds bunkertur om NATO og det danske forsvars kendskab til og beredskab overfor østblokken. Det var en meget interessant - og for nogle, en nervepirrende udredning. Erik fik Jørns fulde respekt for evnen til at sætte problemstillingerne i perspektiv, uden at afsløre andet end offentlig tilgængeligt materiale.

Efter denne (fysisk og psykisk) dybe indånding fortsatte vi til en idyllisk sø, hvor vi indtog en luksuriøs frokost. De unge (og meget få ikke så unge) benyttede lejligheden til en en badetur i søen. De mere tilbageholdende nøjedes med at udforske dyrelivet, som eksploderede i en sværm af sommerfugle i vandkanten.

Efter pausen fortsatte vi ind i den trafikale heksekedel i Riga og nåede efter flere forhindringer frem til motormuseet. Indhold og kvalitet er muligvis sammenlignelig med tilsvarende museer, også i DK, men Jørn morede sig meget over at se Grethe foretage indgående inspektion at flere af rariteterne, ikke mindst Stalin og Breschnevs skudsikre køretøjer . På den anden side morede det hende meget at se Jørn svømme over i nostalgi ved at se en (desværre) dårlig vedligeholdt udgave af hans (og vores) første to-hjulede transportmiddel, en JAVA Scooter, her kunne der spindes en meget laaaaaang ende.

Iflg. turprogrammet var der lagt op til fri tur hjem. Nogle gav den fuld skrue, før flokken startede hjemturen, nogle frigjorde sig først, da der ikke var tvivl om ruten. Dette udløste en smule mudder, men heldigvis blev trådene redet ud over en kop øl i løbet af aftenen.

Vi havde før turen været en del bekymrede (bortset Grethes manglende power) over muligheden for at kunne blive den (trafikmæssigt sikre) organiske enhed, som 28 motorcykler i flok nødvendigvis må være, hvis samlet kørsel skal kunne lade sig gøre sikkert og effektivt.
Det var lykkedes os at etablere harmoni efter et par dages indsvingning i Skotland i 1999, med seks cykler, og hvor Jørn kunne bosse som familiens overhovede.
Denne gang var situationen helt anderledes, mange flere deltagere og en hakkeorden, vi knapt havde tid til at identificere og indordne os under, på de relativt få dage. Det var meget positivt at opleve, at flokken efter de første dages kaos var i stand til at etablere en modus vivendi, så det ikke var os, der skabte trafikfarlige situationer, og de 'voksnes' overbærenhed over for 'drengerøvene' var forbilledlig. Det var befriende, at vi på trods af forskellig trafikal attitude og gentagne bummerter havde det godt med hinanden på hele turen, også når ørepropperne var afmonterede.

Vel hjemkommet kunne Inuta ikke holde sig tilbage længere, nu skulle hun fotograferes på en MC. Der var frit slag på alle hylder, men Torben blev den heldige leverandør af sædeplads.Af hensyn til den kommende arving nøjedes hun med et still-billede.

På grund af den sene hjemkomst var aftensmaden udsat til kl. 20, så der blev tid til personlig hygiejne og tøjvask.

Efter aftensmaden var vi en mindre flok, der fandt et listigt udendørs serveringssted nede i byen, hvor vi hyggede os med 'lokalt bryg'. Idyllen blev afbrudt af Henrik, som jagtede Grethe. Peter fra det sønderjydske havde smerter i det ene ben i en grad, så han ikke længere kunne holde det for sig selv. En byld under foden havde resulteret i betændelse, som viste sig som striber langt op ad låret. Marie-Louise og Grethe tog med ham til hospitalet, hvor man straks inciderede bylden og indlagde ham for mindst et par dage, da betændelsen gik så højt op på benet.

”Vi fulgte ham op på sengeafdelingen, hvor han skulle overnatte, og efter at have fået et telefonnr til afdelingen, blev vi vist ud til elevatoren. Da vi kom ned til området, hvor vi var kommet ind, forsøgte vi at komme ud ad indgangsdøren, men hængslet var gået løs, og vi var bange for at døren ville falde ned. Vi må have larmet (en smule), for den person, der havde lukket os ind, kom heldigvis til stede og hjalp os ud og var yderligere så venlig at skaffe os en taxa.
Det var en meget speciel oplevelse at se et lettisk hospital på denne måde, og vi kan kun håbe, at Peter bliver rask nok til at kunne fortsætte turen, som passager i bilen.
Marie-Louise og jeg var tilbage på hotellet kl. 01.”

Dagens distance: 200 km