Fredag 22. juli

Vi vågnede op til regnvejr, og det lignede mest af alt heldagsregn. Vi besluttede at tage med på den planlagte tur, men 5-6 stykker foretrak at blive hjemme.

Vi kørte først igennem en trøstesløs by med mange forladte russiske lejekaserner og kørte ned omkring et teglværk. Her var der store vandfyldte huller i vejen, så tungen skulle holdes lige i munden.

Vores dansktalende guide, Raili, viste os herefter til Flexa's fabrik. Nu blev det afsløret, hvorfor hun var så god til at tale dansk, hun er gift med fabrikkens driftsleder, Dennis.

Hvor er det herligt at have mødt person(lighed)er som Inuta og Raili. De udstrålede stor entusiasme over de nye muligheder i et frit Europa og var tydeligt stolte over det samfund, de viste frem for os.

Dennis viste os rundt i anlægget og gav en god beskrivelse af produktionsprocesserne, fra fyrretræer på rod i Rusland, til stammer i Estland, til færdigvarer i Hornsyld og resten af kloden.
Spøjst var det at høre, at en del stammer returneres til leverandøren på grund af deres indhold af projektiler (fra anden verdenskrig?). Dennis er ikke i tvivl om, at de efterfølgende bliver re-eksporteret til hans konkurrenter.
Vi fik også lidt at vide om esternes økonomiske vilkår.

Herfra kørte vi i regnvejr til byen Rakvere, hvor vi spiste vores medbragte frokost under nogle store parasoller på byens torv.

Efter frokosten gik vi lidt rundt i et indkøbscenter, men da vi ingen estiske penge havde, købte vi ikke noget, vi fandt dog heller ikke noget interessant.

Herefter fortsatte vi til det imponerende slot Tarvanpea, som var i danskernes besiddelse i 1200-tallet. Der var fuld aktivitet. Vi så bl.a. smeden i arbejde, en mand, der var ved at lave en ringbrynje, flere piger, der vævede bånd, opvisning i sværdfægtning. Der er normalt aktivitet på slottet, men niveauet var helt tydeligt sat i vejret, idet vort besøg faldt sammen med en udflugt for deltagerne i FIM-rallyet, som i år var henlagt til Tartu. Det var en smule underligt igen at høre dansk tale fra andre end 'vores lille familie'.

Samtidig med ankomsten til borgen holdt det op med at regne og solen tittede frem, så også det var perfekt.

Herfra kørte vi hjem til Railis forældre for at se et 'typisk' estisk hus indefra. Det var et brunmalet hus på ca. 100 m2 med fuld kælder, som faderen selv havde bygget sidst i -80'erne. Det lignede indvendigt et hus fra -60'erne, sparsomt møbleret. Vi beundrede to store akvarier med i alt tre store fisk. Faderen er autolakerer og arbejder tre uger om måneden i Finland, hvor lønnen er bedre end i Estland. Moderen er socialrådgiver, og Raili selv er socialpædagog.

Efter hjemkomsten til hotellet nød vi en øl på terrassen, hvorefter programmet stod på spabad og sauna.

Kl. 19 var der grill på terrassen, og efter diverse startvanskeligheder med optænding af grillen (det var vist første gang, personalet havde prøvet det), fik vi god mad og nød udsigten og stemningen. Vi tørnede ind ret tidligt, mætte af indtryk. Underligt nok blev det næsten ikke berørt, at dette var vores sidste 'rigtige' aften, vi var vældig gode til at fortrænge denne ubehagelige realitet.

Dagens distance: 98 km - Hvorfor er menneskeheden skræmt over at få noget på opleveren? Selv en lovlig EU-knallert ville kunne have været med i mestendels af turen - og ville helt sikkert have nydt fuld respekt i flokken.