Lørdag 23. juli

Inden afrejsen fra Kalvi Mois kl. 9 skulle Grethe have toppet op med olie. Vi var en smule i tidsnød, og i hastværket mistede Jørn nøglerne til sin cykel. Der var optræk til panik, indtil Grethe en smule flov kunne fiske dem frem fra en af sine lommer. Jørn var på det tidspunkt på vej op ad bakken for at se, om de skulle være tabt på vejen fra den lade, hvor cyklerne havde været parkeret under opholdet.

Umiddelbart før afmarch blev der taget et gruppebillede på slotstrappen og der blev sunget fødselsdagssang for Raili.

Raili var igen med, og vi kørte langs nordkysten mod Tallin. På grund af vejarbejder på hovedvejen, som iøvrigt er financieret med EU-midler (det blev der hyppigt skiltet med!), søgte vi at undgå den så længe som muligt. Undervejs passerede vi et par nyrenoverede herregårde, der meget ligner gamle herregårde her i landet.

Forinden gjorde vi holdt ved et cementstøberi, der ejes af F.L. Schmidt. Firmaet tjente stygt under Hitler og undså sig ikke for at benytte slavearbejdere. Under sovjetstyret var der ingen hensyntagen til miljøet, og området virker stadig nedtrykkende og ordet trøstesløshed kværner i hovedet. Forholdene er blevet forbedret de seneste år, men det er stadig unødvendigt at vaske vinduer! Arbejdskraft var tidligere meget billig herovre, så det betød ikke meget, at den samlede lungekapacitet kun kunne fastholdes ved import af friske kræfter. Hvor er det godt, at de baltiske lande er blevet medlem af EU, så der ad åre kan blive leveværdige forhold herovre.

Pausen blev forlænget med en halv time, da vi nu oplevede vores eneste to-hjuls uheld. Frank havde fået et stort søm i baghjulet, og nu var det fladt. Flere tilbød hjælp i form af skumpatroner (vi havde medbragt hele to, som vi anskaffede før Skotlandsturen i -99), men de mere vidende i selskabet frarådede denne løsning på grund af hullets størrelse: hvis det lykkedes, så OK, men hvis ikke, så var yderligere forsøg på reparation udelukket. Heldigvis kunne Regner præsentere det helt rigtige kit til en holdbar lapning – rasp, lim, rawplugs, dynamitpatron og så videre, og der var indtil mange med kriblen i fingrene for at få lov til at prøve kittet – hvem ved, hvornår du selv får brug for at snedkerere på din egen cykel? Underligt nok var der ingen, der kunne forestille sig, at Frank selv skulle have lov til at lappe sin egen cykel! 'Konerne' morede sig (alt for højlydt!) over 'jægernes' engagement i operationen. Der var her stof til en mindre afhandling.

Hjulet blev lappet og pumpet op med en kompressor fra følgebilen (så fik den da endelig lov til udføre en opgave i fællesskabets tjeneste). Synd for Frank, at han efter hjemkomsten af sikkerhedsmæssige årsager bør bøsse en tusindkroneseddel for et nyt dæk.

Ved 13:30 tiden ankom vi til Tallin, hvor vi parkerede på havnen. Raili førte os op i den gamle by, hvor vi bl.a. så stedet, hvor Dannebrog faldt ned 15. juni 1219. Erik Dagø fremførte en teori om det rigtige hændelsesforløb. Denne er ikke mindre malerisk end den 'officielle', så kommende Valdemarsdage vil helt sikkert give anledning til refleksioner over ferieturen 2005.

Tallin er en udpræget turistby. Vi så mange i middelalderbeklædning og der var mange boder, hvor alskens varer blev udbudt.

Vi var efterhånden meget sultne og tørstige, så efter at have vekslet 50 Euro til estiske kroon, tankede vi op med en kæmpeburger og sodavand, og så burde vi kunne holde den gående til aftenens buffet på færgen.

Kl 15:30 mødtes vi igen ved MC'erne. Henrik havde i mellemtiden hentet boarding card og spisebilletter, så vi var klar til at komme om bord.

Da vi rullede ind på dækket, fik vi besked om at efterlade cyklerne uden at spænde dem fast – det ville sømændene gøre. Det var ingen af os særlig trygge ved, og flere var en tur omkring vogndækket lige efter afsejling for at sikre sig, at legetøjet var blevet behandlet ordentligt. Vi fandt vores kahyt og efter et hurtigt brusebad tog vi skibet i besiddelse. Vi fandt os et stille hjørne på dækket og slog os ned med hver sin bog. Hvor var det befriende, for selv om vi nyder at være sammen med andre, trængte vi bare til at være os selv.

Buffet'en var flot, men der var så mange mennesker, at det var svært at overskue, hvad der blev tilbudt.

Sidst på aftenen gik vi i natklubben (vi havde hjulpet Henrik med at slippe af med nogle drinks-kuponer) og fik en øl. Et orkester spillede noget meget velklingende musik og Grethe fik sig en svingom med Erik, godt at der er andre, der byder ind, når nu Jørn er sådan en træmand.

Som på udturen delte vi kahyt med Gerda og Ebbe.

Dagens distance: 149 km